Når man skal have lavet et
hul i en tand, så kan man få den repareret med en amalgamfyldning. I gamle dage brugte man bly, deraf navnet sølvplombe. Plombe stammer fra navnet på bly i det periodiske system.
Pb er den kemiske betegnelse for bly, men nu benytter man en legering af kviksølv og et pulver bestående af bl.a. sølv, copper, såkaldt alloy, der mixes maskinelt. Det har den egenskab at det kan presses sammen eller kondenseres ned i et hul i tanden, hvorefter det hærder til en fyldning med stor styrke.
Amalgam er rent teknikst et meget stærkt og velegnet fyldningsmateriale, men det er naturligvis beklageligt at det indeholder kviksølv, idet det medfører sundhedsmæssige, arbejdshygiejniske og miljømæssige overvejelser.
Der er lavet mange undersøgelser om kviksølv er giftigt for patienten i tænderne, men det er aldrig påvist videnskabeligt. Alligevel benyttes amalgam mindre og mindre i dag, da plast er blevet et bedre og bedre alternativ styrkemæssigt.
I slutningen af 2008 indførte sundhedsstyrelsen en regel, hvor amalgam nu kun må benyttes på steder, hvor plast ikke er egnet. Dette kan eksempelvis være huller, der er beliggende under tandkødsranden, hvor der ikke kan holdes tørt.
Som noget nyt ydes der derfor også tilskud fra Sygesikringen til plast på tyggeflader.
Fremstilling af amalgamfyldning
Denne film viser fremstillingen af en amalgamfyldning. Tandlægen borer tanden ren for caries - ekskaverer tanden - hvorefter der anlægges et matricebånd om tanden. Dette er den støbeform, der holder amalgamen på plads i hullet, så fyldningen får den rette form, og der ikke kommer overskud i tandkødet.
Overskud kan give store problemer med tandkødsbetændelse og caries.
