Hjemmeblegning

Hvad er Blegeskinner?
Det er bløde plastikskinner, der omslutter hele tandbuen i over og undermund. De benyttes til at blege tænderne, idet man placerer et blegemiddel i dem. Tandblegning er ikke en tandrensning, men bleger i dybden.
 
Hvordan foregår blegning af tænder?
Tandlægen tager aftryk af over og undermunden, og fremstiller på dette grundlag individuelle blegeskinner, der passer præcist til netop dine tænder. Selve blegemidlet består som oftest af 10, 15 eller 20 % brintoverilte (hydrogenperoxid) eller carbamidperoxid gel. De fleste geltyper indeholder stoffer, som kaliumnitrat og fluorid, der nedsætter tendensen til isninger.
 
Sådan gør man derhjemme:
  1. Børst tænder og skyl munden
  2. Placer en dråbe blegegel lige midt på tanden i skinnen
  3. Sæt blegeskinnen på plads i munden med et let tryk
  4. Fjern overskudsgel ved at skylle munden eller benyt tandbørsten
  5. Lad blegeskinnen sidde 1/2-2 timer om dagen eller brug den hele natten, mens du sover. De benyttes 8-14 dage, men effekten kan være hurtigere.
  6. Første 2 døgn undlad at indtage kaffe, te, rødvin og andre ting der misfarver, og undgå tobaksrygning.
 
Er tandblegning skadeligt?
Tænderne tager ikke skade af blegning for at opnå hvide tænder. Man skal dog være opmærksom på at gøre det korrekt, og nøje følge tandlægens vejledning.
 
Smerter?
Der kan forekomme forbigående isninger i tænderne og ømhed i tandkødet, men dette forsvinder af sig selv.
 
Isningerne skyldes bl.a. at tænderne udtørres af blegningen. Det er derfor vigtigt at gelen tillige indeholder meget vand.
 
Ved alvorlige isninger i tænderne eller ubehag i tandkødet skal man stoppe behandlingen.
 
Hvad med de gamle fyldninger?
Man skal også huske på, at plastfyldninger og porcelæn ikke bleges, så derfor kan det efter blegebehandlingen af og til komme på tale, at udskifte gamle fyldninger, så de matcher de fine nye hvide tænder.